Madlavning over bål
– en tradition, der aldrig går af mode

Mennesker har lavet mad over åben ild i hundredtusinder af år. Det er en del af vores kultur og derfor også indbygget i vores dna. Det har været afgørende for vores udvikling - både på det fysiske og psykiske plan. Vi forbinder mad med mere end blot smag, fordi mad ikke bare er mad. Det er et øjeblik, vi deler med os selv og de mennesker, vi omgiver os med. Det er en oplevelse.

At lave mad over bål giver ikke alene fantastisk mulighed for at tilbringe kvalitetstid sammen, men også for virkelig at fremhæve smagen i kød eller grøntsager. Med råvarer af høj kvalitet og lidt grundlæggende viden kan du nærmest ikke gøre det forkert. Så lad os fortsætte direkte til vores bedste tips til at lave mad over åben ild:

Bålet

Det er bedst at bruge ovntørret brænde, men godt lufttørret hårdttræ fungerer udmærket og giver ekstra aroma. Træet skal så vidt muligt indeholde mindre end 20 % fugt, da der ellers opstår for stort varmetab i brændeknuderne. (Undgå brænde af fyrretræ, som brænder for hurtigt og udvikler røg med en bitter smag).
Bland dit træ med kul for at skabe en jævnt varmende varmekilde.
Medmindre du bruger en pande eller en gryde, så skal du tålmodigt vente på, at træet og kullene brænder ned, så der opnår kraftige og jævnt varme gløder til at tilberede maden over. Langsom og jævn stegning mindsker risikoen for, at ilden blusser op igen og gør det nemmere at styre tilberedningen.

Kødet

I stedet for at bruge tidsangivelser i opskrifter er det en god idé at investere i et kødtermometer til at måle madens indvendige temperatur undervejs. Tilbered kødet til et par grader under den endelige tilberedelsestemperatur, og lad derefter kødet hvile. Imens fortsætter kødets indvendige temperatur med at stige. Det er en vigtig del af tilberedningen, at kødet hviler. Husk at bevare tålmodigheden, så bliver du belønnet med lækkert kød, der smelter i munden.
For at være sikker på, at maden ikke bliver tør, skal du huske at pensle kødet undervejs med barbecuesauce eller eventuel overskydende marinade. Kødet skal gerne blive saftigt og blødt indeni og have en flot mørk og karamelliseret stegeskorpe udenpå.

Grøntsagerne

Det fungerer eksempelvis godt at grille halve peberfrugter, portobellosvampe, courgetter, tykke skiver af aubergine, halveret hjertesalat, blomkål i skiver, majs, asparges og forårskål. Du kan også bruge kartofler og porre med skræl på og grille dem direkte på de varme kul i ca. 45 minutter. Grøntsagernes skræl beskytter naturligt den bløde indvendige del, så du skal ikke lade dig afskrække på grund af den brændte overflade. Når de er helt sorte, skærer du dem over, tager den søde og møre indmad ud af skrællen og tilsætter krydderier og smør.

En bemærkning om sikkerheden: 
Ild kræver altid opmærksomhed og respekt. Der bør kun tændes bål på steder, hvor det er tilladt, og aldrig (nogensinde) på steder med forbud mod ild. Forbud mod ild skal altid overholdes, uanset hvor erfaren du er. Et sikkert bål er placeret på et underlag af grus eller sand med sten og grus i bunden og en cirkel af sten omkring det. Der bør ikke tændes bål på eller ved siden af klipper, og heller ikke på tørvejord eller mos. Undgå også at tænde bål i nærheden af træer, træstubbe eller tørt græs, samt når det blæser. Du skal altid have en spand vand i nærheden.