Vores historie
Tordenskjold er Danmarks førende mærke i tændstikker
og har eksisteret siden 1865.
1972
I mere end hundrede år blev Tordenskjold tændstikkerne produceret i Denmark. Men med opfindelser som for eksempel det elektriske komfur og lighteren var markedsvilkårene svære. Swedish Match Industries købte Tordenskjold i 1972, og i dag bliver alle tændstikker produceret i Sverige.
1880
Gosch & Co blev godkendt som ejer af varemærket med "Tordenskjold i en opretstående oval ramme". Godkendelsen blev registreret som nummer 9 hos Varemærkestyrelsen og er dermed et af de ældste varemærker i Danmark.
1878
Gosch overtog fabrikken sammen med eneretten til for tid og evighed at benytte Tordenskjold som varemærke.
1865
Svenskerne var førende på det globale marked og lige så stærke på deres hjemmemarked. Anders Sørensens kone, Ane Margrethe, fik den geniale idé at sætte et portræt af Tordenskjold på tændstikæskerne. Devisen var, at havde han tævet svenskerne før, så kunne han også gøre det igen.
1864
En driftig herre ved navn Heinrich Eduard Gosch ankom til Danmark. Han blev sendt til København af sin chef, tændstikfabrikant Ludvig Hintze, hvor han skulle undersøge mulighederne for at starte en fabrikation af svovlstikker. Gosch fandt et passende lejemål og blev sat i kontakt med en driftig herre ved navn Anders Sørensen. Sørensen overtog lejemålet i Bådsmandsstræde 79 og etablerede firmaet Ludvig Hintzes Efterfølger.
Da først formaliteterne var på plads, kunne produktionen startes på fabrikken med det samme. Sørensen og hans kone stod for driften, og Gosch rejste rundt for at sælge produkterne.
1844
Den svenske professor Gustaf Erik Pasch opfandt en strygeflade placeret uden på æsken.
1836
Den første Swedish Match fabrik åbnede i Stockholm.
1831
De første tændstikker blev opfundet og kunne tændes ved at stryge tændstikhovedet mod en hvilken som helst overflade. Risikoen for selvantændelse var høj og tændstikhovedet indeholdt meget sundhedsskadelige stoffer.